Efteråret herhjemme byder på mange nye ting. I sommerferien flyttede vi i rækkehus, første gang vores lille familie skal bo nede ved jorden – her kan vi rigtig mærke alt småkrybet der kommer ind ad alle sprækker og vi skal lære alle husets varmeapparater at kende så vi hverken går og sveder eller fryser. Derudover skal Kornelia den 1. november starte i vuggestue – der skal til at laves madpakke og en helt ny hverdag møder hende. Det er vores ansvar at forberede, støtte, guide og hjælpe hende igennem de nye prøvelser sådan en omvæltning kan give.
Og så bliver vores lille familie beriget med endnu en lille pige her i efteråret. Jeg er ved at fylde godt i landskabet med termin om kun tre uger, babyværelset er stort set klar, der er købt bittesmå bleer, der er købt sutter, pakket taske til sygehuset, købt et par “storesøster-gaver” til Kornelia, babytøjet er vasket og jeg er sådan set mentalt forberedt på fødslen. Jeg glæder mig og er faktisk begyndt at blive lidt utålmodig.. det er måske også fordi Kornelia er begyndt dagligt at spørge mig, hvornår lillesøster kommer ud?! Og samtidig med jeg er klar, så er jeg også nervøs. Faktisk mere denne gang end sidst. Nu er der jo en helt anden hverdag i planlægningen og forberedelserne – jeg synes ofte jeg ender med at gøre noget med og for Kornelia, hvorfor de mange projekter på Leonoras værelse gang på gang bliver udskudt. Jeg ved godt at hun da helt sikkert ikke får brug for et værelse som sådan de første mange uger, men det er faktisk for min skyld.
Det er et efterår med masser af skønne oplevelser i vente og jeg nyder hver eneste aften hvor der hygges med madlavning og leg, når skumringen kommer frem og der er levende lys i stagerne. Der er en helt anden stemning om efteråret, der er så smukt udenfor i de flotteste farver, det varme tøj findes frem og der bliver serveret supper og rodfrugter i ovnen, hvilket jeg er meget vild med!