Nogle gange kan det godt være lidt svært at lave mad, så alle herhjemme får deres ønske opfyldt. Martin er en kartoffelglad mand der ELSKER alle de der gamle retter, stuvet hvidkål, tarteletter, en hakkebøf, samtidig med at han slet ikke kan lide fisk. Jeg tror faktisk jeg er mere kræsen end Martin på mange områder, specielt frugt og de der gamle retter som kåldolmer osv, men jeg kan faktisk godt lide fisk.. Så jeg er nødt til at spise fisk, når jeg er alene hjemme eller til frokost. Ikke fordi jeg ikke MÅ spise fisk, når Martin og jeg spiser sammen, men jeg er så tilpas doven at jeg ikke gider stå og lave to forskellige retter til aftensmad.
Her er én af mine favoritter med fisk – laks i ovnen med grønt og en frisk salat dertil:
2 stykker laks (frosne, tages op 5 min før brug)
1 porrer i skiver
1/2 økologisk citron i både (pres lidt saft ud over fadet)
2 fed hvidløg
1 rødløg
1 lille skvæt god oliveolie
evt. 1 dl hvidvin, men dette kan undlades
Drys med flagesalt og friskkværnet peber
Det hele sættes i ovnen i 15 min (200 grader)
I mellemtiden kan der hurtigt laves en salat. Jeg har her brugt hjertesalat (det knaser så godt) 1 forårsløg i skiver, cherrytomater i både, et par grønne asparges i skiver og har bare vendt salaten i lidt æblecidereddike og en en smule god olivenolie inden servering.
Det er et hurtigt og sundt måltid til både frokost og middag.. jeg kunne både finde på at lave det til mig selv, men da bestemt også til gæster. Er der noget laks tilbage smager det også fantastisk dagen efter i enten en blandet grøn salat, en sandwich eller en æggekage.